Presse

Vellykket kombination af orgel og saxofon i Nørre Bjert

Af Bo, Kolding Folkeblad

Orgel og saxofon viste sig som en vellykket kombination ved koncerten i Nørre Bjert Kirke tirsdag, da der tilmed var en uropførelse på programmet. Det er kirkens flittige organist Carsten Thomsen, som har skrevet en pastorale til aftenens to unge musikere, saxofonisten Michael H. Lund, Århus, og organisten Randi E. Mortensen, Kalundborgs fem-tårnede kirke, men uddannet i Århus.

Det er elskværdig, næsten idyllisk musik, der på bedste måde forener den bløde klang fra den korte, lige sopransax og orglets rige palet af klangfarver. Thomsen beskriver selv værket som en smuk naturoplevelse, der også kunne være en imaginær filmscene, hvor man "kun mangler et smukt kvindeansigt i forgrunden". Det er melodiøs og ørevenlig musik, hvori kan lægges mange forskellige billeder, og den blev kompetent spillet af den unge talentfulde duo, som indledte aftenen med Roger Bourlands enkelt sangbare "Cantilena" fra 1981 for samme besætning.

Musikken var overvejende fra det just udrundne århundrede. Randi Mortensen opførte tre satser af i 1924 afdøde Gigouts "Dix piéces" med en herligt diverterende scherzo, og duoen spillede tre gregorianske melodier for altsax og orgel fra 1923 af Guy de Lioncourt, levende og varieret kirketonal musik. I Ryo Nodas næsten dramatiske "Improvisation I" fra 1972 demonstrerede Michael Lund smukt altsaxens udtryksfylde, der ikke er ulig klarinettens.

Dronning Dagmar

Et spring tilbage til romantikken var H. Matthison-Hansens storladne "Dronning Dagmar" fantasi fra 1840, som Randi Mortensen foldede fornemt ud på kirkens moderne orgel, interessant efterfulgt af Erik Haumanns "Tre karakterer omkring Dronning Dagmars død" for sopransax og orgel fra 1997, med de fortællende satser "Liden Kirsten", Liden smådreng" - hastende afsted til kongen - og "Dankongen", som i største oprør drager fra Skanderborg, fulgt af "hundred svende; dér han kom til Ribe, da var han mand alene". Det hørtes alt sammen i duoens indlevede opførelse, inden aftenen klang ud med elskelig folklore i Nils Lindbergs nænsomme modernisering fra 1996 af den gammelsvenske "Torn Eriks Visa".

Utraditionel kirkekoncert

Af Poul Lund, Bornholms Tidende

Uden et ord begyndte koncerten. En lille processionsmarch med et ørehængende, letgenkendeligt tema; næsten majestætisk i sin enkelhed. Der var træk fra middelalderen, og Mussorgskij havde uden tvivl lånt lidt hist og pist, da han skrev sin store komposition "Udstillingsbilleder".

Desværre fik jeg ikke fat i komponisten, men en lille lækkerbid at starte på var det.

Nå ja, det her var så kun en lille bitte forret. Nu kom så hovedmåltidet.

Den canadiske komponist Roger Bourlande indleder sin tresatsede suite (?) Cantilena isnende - i bogstaveligste forstand. Dog med herlig sangbar melodilinie, som blev gentaget i ændret form i næste passage. Såvel orgelet som sopransaxofonen lægger i klangen op til det. Hvorefter alt ændrer sig til solbeskinnet, varm sommerdag, og alskens løjer kan finde sted af bar glæde over, at varmen er kommet. Det var et utraditionelt stykke musik - noget, vi ikke er forvænte med til sommerens kirkekoncerter - som med hele sin rytmiske opbygning, en dejlig vibrato og en varm klang i begge instrumenter, også gav en herlig friskhed.

Pirrende musik

De Lioncourts Trois Mélodies grégoriennes var pirrende musik. Pirrende for sanserne, fordi de tre små stykker i den grad vakte til eftertanke. Kompositionen er gjort i 1923 men gav absolut ingen mindelser om noget, jeg tidligere har hørt af fransk kompositionsmusik fra denne periode. Atter her dristede duoen Mortensen/Lund sig til at divertere med et anderledes program.

Og det skulle blive endnu vildere: Havde François Couperin levet i det 20. århundrede i stedet for under den franske barok, kunne han have komponeret sine små stykker for clavecin i en lyrisk jazzet stil. En franskmand, Marcel Perrin, har faktisk ombearbejdet Couperins cembaloværker og gjort dem mere "nutidige". Det er vel et spørgsmål, om man kan lide det, eller om man vender sig bort i harmfuld protest - utraditionel er det og anderledes. Og så blev de to små stykker, La Précieuse og Les Chérubins, spiller med charmerende varme og et overordentlig teknisk overskud.

J.S. Bachs Toccata og Fuga i d-moll blev af Randi Mortensen spillet med en rundhed og detaljerigdom, så man syntes, man aldrig havde hørt fader Bach før. Det var inderligt velgørende, livligt og med energisk overskud, både i teknikken og i fortolkningen.

Skandinavisk afdeling

Så til den skandinaviske afdeling: et værk af Bent Lorentzen, "Round for Altsaxofon solo". Her listede jazzen sig atter ind, blandet med ren minimalisme. Og vi fik forklaret, at man normalt kun kan spille en tone ad gangen på saxofonen, men takket være forskellige tekniske hjælpemidler, såsom "slap tongue" og "multiphonics", kan der spilles flere toner på en gang. Det blev der også brug for i dette dansante, legende værk, hvor klangen konstant varieredes.

Og et værk af endnu en dansker, tilegnet duoen: Tre karakterer omkring Dronning Dagmars død komponeret 1997. Lyder det trist? Det var det sandelig ikke. Haumann har lavet en lille psykologisk profil af hhv. Liden Kirsten: tonesat elegisk, eftertænksomt. Liden smådreng: livligt, brudte klange (han rider!) og Dankongen: majestætisk, tungt. Men samtidig med tvivlen og rådvildheden i sit sind. (Kongen er på vej fra Skanderborg til Ribe, hvor dronningen ligger på sit dødsleje).

Og så rundedes koncerten af med svenskeren Niels Lindbergs komposition Torn Eriks Visa fra 1996. Som hos Haumann har Lindberg taget afsæt i den brede folketonetradition. Smuk komposition, rigtig nordisk, med varme, brede klange, der får en til at tænke på den svenske Skærgård, bølgende grønne enge, og så med en mere end lille snert af svenskeren Jan Johanssons eminente klaverspil.

Man bliver så glad når en koncert klapper. Og klappede det, gjorde denne koncert i Svaneke Kirke.

Talentfuld duo

af Bo, Jyske Vestkysten

Sax og orgel har noget at sige hinanden.

Saxofonens klang er rund og varm, besidder en egen blødhed, der falder smukt ind i orglets omfattende registre, så overraskende nok klæ'r de to umage instrumenter hinanden - i hvert fald, når de spilles så kompetent, som de to unge Aarhus-musikstuderende Michael H. Lund og Randi E. Mortensen demonstrerede det i Brændkjærkirken.

Første afdeling af deres koncert bød på Bach - transskriptioner af to så velkendte værker som hans Air og Jesu bleibet meine Freude, der straks viste, at sax og orgel har noget at sige hinanden og udtrykke i fællesskab.

Lund blæser med fint bevægelig egalitet, og Randi E. Mortensen trakterer orglet med overblik og så udtalt musikalsk sans, at hun ubesværet kan føje dets klangressourcer efter styrke og udtryk i hans spil.

Det gjorde sig i ringere grad gældende i de originale franske værker for de to instrumenter: Guy de Lioncourts tre gregoriansk-inspirerede melodier, som de to unge karakteriserede udmærket i deres tætte sammenspil, og i Bouvards nok så livlige Trois Pieces Rustiques, hvor især den afsluttende Musette vidnede om, at der også er humor i denne musik.

På et tidspunkt kom de to ned i kirken og fortalte, dog mest til glæde for de nærmestsiddende, om deres musik. Fra kortrappen spillede han også en virtuos udgave af Debussys Syrinx, der på sax klang lige så delikat som på fløjte.

Hun viste sine allerede betydelige solistiske evner på orglet i Bachs g-moll Fantasi og Fuga og i tre Max Regersatser, der havde god musikalsk holdning.

Den sympatiske duo sluttede med Vaughan Williams' Greensleeves, der fik musikantisk ynde i deres uanstrengte sammenspil.

Smukke Klange

af Bf, Randers Amtsavis

Sct. Peders Kirke, torsdag Michael H. Lund, saxofon Randi E. Mortensen, orgel.

Saxofonen klang smukt i rummet og Randi E. Mortensen forstod sin opgave som akkompagnatør til fulde, følgende solisten sikkert og smidigt gennem hele programmet. Michael H. Lunds saxofonspil var overordentligt smukt og nuanceret både i Bachs "Air" og "Jesu bleibet meine Freude", ligesom de to musikeres dygtighed på deres instrumenter i det hele taget var en sikker og fast linie koncerten igennem.

Guy de Lioncourts "Trois Melodies Gregoriennes" fra 1923 var en klangverden helt for sig selv - typisk katolsk kirkemusik. Denne mediterende stemning, duftende af røgelse, som man oplever den i de katolske lande, når man dér besøger søndagens højmesse.

Også med Jean Bouvard var vi stadig i det franske, men en ganske anden og mere livlig stil end den mediterende. Bouvards "Trois Pieces Rustiques" fremførte aftenens to kunstnere med den livlighed og præcision, som værket kræver. Her var specielt de hyppigt skiftende registreringer på orglet med til at yde værket retfærdighed.

Meget oplysende var det for publikum, at Randi E. Mortensen og Michael H. Lund midt under koncerten kom op foran i kirken og gav os nogle uddybende oplysninger, bl.a. lidt om den noget usædvanlige kendsgerning, at vi kunne opleve en saxofon i klassisk sammenhæng. Det instrument plejer vi jo ellers kun at høre i jazzsammenhæng.

Randi E. Mortensen spillede også nogle værker for orgel solo: Johann Sebastian Bach: Fantasi og Fuga i g-moll BWV 542 og Max Reger: Canon, Gigue og Siciliano fra "Sechs Trios" Opus 47 samt R. Vaughan Williams' "Rhosy Medre" fra 1920.

Randi E. Mortensen er elev af den også internationalt kendte domorganist Anders Riber fra Århus som er berømt for sit mesterlige orgelspil i mange dele af verden, og vi kan vist roligt sige, at Randi E. Mortensen slægter sin store orgellærer flot efter - så en smuk karriere venter helt bestemt forude.

R. Vaughan Williams' "Greensleeves" afsluttede koncerten, som Sct. Peders Kirkes organist skal have stor tak for.